Alefarm Brewing A/S har i halvåret 2026 nået målene for både omsætning og indtjening og præsterer en tilfredsstillende vækst, der for første gang giver et positivt resultat før skat for halvåret.
Selskabsmeddelelse nr. 61
Alefarm Brewing offentliggør halvårsrapport for første halvår af 2026
Alefarm Brewing A/S ("ALEFRM" eller "Selskabet") er et innovativt dansk bryggeri, som producerer unikke øl af høj kvalitet til forbrugere og distributører på verdensplan. Selskabet kan i dag offentliggøre sin halvårsrapport for regnskabsåret, som løber fra d. 1. januar 2026 til og med d. 30. juni 2026.
Halvårsrapporten er ikke revideret af selskabets revisor.
Informationer
Alefarm Brewing A/S kan i dag offentliggøre følgende informationer fra første halvår af regnskabsåret 2026:
- Omsætningen nåede tDKK 6.303 mod tDKK 5.588 i 1. halvår 2025, hvilket udgør en stigning på 12,8%.
- Bruttoresultatet nåede tDKK 2.543 mod tDKK 1.823 sidste år, hvilket udgør en stigning på 39,5% i forhold til samme periode sidste år.
- EBITDA nåede tDKK 754 mod tDKK 111 i samme periode sidste år.
- Resultatet før skat nåede positive tDKK 110 mod -tDKK 836 i 1. halvår 2025.
- Salget til restauranter/barer er alene steget med i alt 123,6%
- Bruttoavancen er steget med ca. 3,5%-point i forhold til 1. halvår 2025.
- Kapacitetsomkostningerne er faldet med næsten 10%
Ledelsesberetning
Selskabet fortsætter de gode takter efter organisationsændringen i november 2024, den totale ændring af virksomheden i 2025 og kan nu i 1. halvår 2026 præsentere det første positive resultat før skat i Selskabets historie.
Selskabet informerede i begyndelsen af året om forventningerne til 2026, og har bl.a. på baggrund af resultatet i 1. halvår den 12. august 2026 opjusteret forventningerne til EBITDA på helåret.
Specielt på salget til barer og restauranter ligger salget langt foran det forventede, hvilket bl.a. hænger sammen med en stor indgået aftale med en københavnsk restaurantkæde ved årets begyndelse, samt åbningen af Alefarm Taproom i marts måned 2026. Salget til en lang række andre barer og restauranter er dog også gået over forventning, og har samlet betydet at en langt større andel af produktionen nødvendigvis er blevet lagt på fustager i stedet for på dåser.
Selskabet meddelte i november 2025, at der var anskaffet nye tanke med henblik på næsten at fordoble produktionskapaciteten. Dette skete, da kapaciteten var fuldt udnyttet. Tankene var planlagt leveret i marts måned 2026, men blev forsinkede på grund af leverandørens konkurs, som tidligere meddelt til markedet. Uden de nye tanke og med en stærkt forøget produktion til fustager har det været svært, specielt i 2. kvartal 2026, at producere tilstrækkeligt med øl på dåser. Det har naturligvis betydet, at der har været mindre mængder af øl til salg i de kanaler, der typisk aftager dåser. Det drejer sig om salget til detailhandlen og salget i de digitale kanaler. Med de to nye tanke, som ankommer i løbet af august måned, og en ekstra tank, som blev anskaffet som brugt i juli måned, er det forventningen, at den forventede vækst kan nås i alle kanaler i løbet af efteråret.
Konsekvensen af ovenstående kan aflæses i omsætningsvæksten, som totalt ligger på 12,8% på halvåret. Øl på fustager sælges typisk til en lavere literpris end salget på dåser, så væksten i litermængden har været væsentligt højere end væksten i kroner. Den maksimale kapacitet med de nuværende tanke har altså været udnyttet og ligger ca. 30% over samme periode sidste år. Med samtidigt forbedret effektivitet og bedre indkøb er dækningsbidraget således steget med 19,7% i forhold til 1. halvår 2025. Med den snarlige tilgang af produktionskapacitet, vurderer Selskabet, at udsigterne for 2. halvår ser meget positive ud.
Udnyttelsen af den kommende væsentlige kapacitet forventes primært at kunne ske gennem eget salg, men sekundært gennem produktion af specifikke øl af høj kvalitet og af de typer, som Selskabet er anerkendt for at lave, til kolleger i branchen. På den måde kan der hurtigere nås en fuld udnyttelse af kapaciteten, hvilket øger indtjeningen.
Færdigvarelageret er faldet og fraregnet lageret af fadlagrede og vildgærede øl, som sælges over en længere periode, rækker det ved halvåret kun til én måneds salg. Lageret er derfor helt kurant og med en meget høj omsætningshastighed.
Selskabet har i 1. halvår 2026 investeret ca. tDKK 400 i produktionen, og i tappetårne og anlæg til de barer og restauranter, der udelukkende sælger Selskabets øl. Derudover har Selskabet stillet etableringskapital på ca. tDKK 500 til rådighed for det nye Alefarm Taproom på Nørrebrogade 1 i København, som Selskabet ejer 20% af. Åbningen af baren er sket i samarbejde med et selskab, der driver andre barer, så Selskabet kan koncentrere sig om det, man er bedst til – nemlig at producere og distribuere øllet.
Da Selskabet havde levet op til forventningerne på halvåret, da juli måned 2026 gik bedre end forventet og med positive udsigter til afsætning og indtjening i 2. halvår, som normalt viser sig bedre end 1. halvår, opjusterede Selskabet den 12. august 2026 forventningerne til hele året. Omsætningen forventes fortsat at ligge i størrelsesordenen TDKK 13.000 og 14.000. EBITDA forventes derimod nu at ligge i størrelsesordenen TDKK 1.250 til TDKK 1.750 for regnskabsåret 2026.
Finanskalender
Selskabet følger nedenstående finanskalender:
Begivenhed Dato
- Tidsfrist for forslag til generalforsamlingen 2027 16. februar 2027
- Årsrapport for regnskabsåret 2026 11. marts 2027
- Generalforsamling 2027 24. marts 2027
- Halvårsrapport 2027 18. august 2027
Ledelseserklæring
Finansiel rapport for 1. halvår 2026 (fra d. 1. januar 2026 til og med d. 30. juni 2026)
Rapporten er ikke blevet revideret.
Bestyrelsen og direktionen har i dag behandlet og godkendt halvårsregnskabet for Alefarm Brewing A/S for de første seks måneder af 2026. Halvårsrapporten er ikke blevet revideret eller gennemgået af selskabets uafhængige revisor.
Halvårsrapporten for første halvår 2026 er udarbejdet i overensstemmelse med årsregnskabsloven.
Det er vores opfattelse at halvårsregnskabet giver et retvisende billede af selskabets aktiver, passiver og finansielle stilling pr. d. 30. juni 2026 samt af resultatet af selskabets aktiviteter og pengestrømme for 1. halvår 2026.
Greve, d. 27. august 2026
Direktion
- Kresten Thorndahl
Bestyrelse
- Jens Erik Thorndahl, bestyrelsesformand
- Jan Bech Andersen, bestyrelsesmedlem
- Jens Christian Milo, bestyrelsesmedlem
Supplerende information
For spørgsmål vedrørende halvårsrapporten for 2026, der kan Selskabets CEO, Kresten Thorndahl, kontaktes på Selskabets Certified Adviser er Norden CEF, hvor John Norden kan kontaktes via e-mail på eller telefonisk på +45 20720200.
Kontakter
- Kresten Thorndahl, CEO, +45 60 57 52 26,
Om Alefarm Brewing
Alefarm Brewing er et mikrobryggeri med fokus på tidssvarende, håndværksmæssige og velsmagende produkter af høj kvalitet. Vores ambition er at skabe unikke oplevelser med øl, både for fællesskaber og for den enkelte, så vores kærlighed til øllet føres videre.