Danish
Offentliggjort: 2023-05-23 12:30:00 CEST
Scandinavian Medical Solutions A/S
Investor Nyheder

Scandinavian Medical Solutions sælger avanceret og opgraderet Siemens Prisma 3T MRI-scanner, der i fremtiden skal bruges til forskning

Investornyhed nr. 36 – 2023 23-05-2023

Scandinavian Medical Solutions (eller ’Selskabet’) kan nu berette om salget af en Siemens MAGENTOM Prisma Fit 3T, en avanceret og yderst populær MRI-scanner, der med opgraderet Fit-teknologi stadig er ultraaktuel til avancerede scanninger på f.eks. forskningshospitaler.

Når denne Prisma Fit igen er installeret, skal den bruges specifikt til forskning indenfor neurologien. Flere faktorer er af betydning, når forskningshospitaler skal investere i nyt billeddiagnostik udstyr – heriblandt gradienter, magnetstyrke, gantry-åbningens størrelse samt software, da særligt disse har betydning for billedkvaliteten.

Ved 3T MRI-scannere er der en høj feltstyrke, hvilket i praksis betyder, at der er større detaljeringsgrad, minimale skygge-effekter, hvorfor komplekse undersøgelser og virtuelle biopsier af b.la. tumorer i hjernen er mulige. Scannerens alder har i denne forbindelse ikke særlig stor betydning. Denne specifikke scanner er ydermere Fit-opgraderet, hvilket betyder at størstedelen af systemets komponenter er blevet udskiftet.   

CEO i Scandinavian Medical Solutions, Jens Krohn udtaler: ”Det er fantastisk, at en MRI-scanner af ældre dato stadig er ultraaktuel i dagens verden, og vi er fantastisk stolte af at kunne levere avanceret MRI-teknologi til forskningssites. Hos Team SMS har vi udstyr, der kan bruges til mere end blot almindelig drift. Homogenitet og opløsning er essentielt, og det kan denne kraftige Siemens scanner opfylde til fulde”.

Salget udgør et beløb større end DKK 2.000.000 og offentliggøres derfor i henhold til Selskabets informations – og kommunikationspolitik. Ordren ligger inden for intervallet 2,0 mio. DKK til under 3,5 mio. DKK.

Levering og risikoovergang af udstyret er sket i uge 20, 2023. Ordren ændrer ikke på udmeldt guidance for omsætning og EBITDA i regnskabsåret 2022/23.

Supplerende Information

For spørgsmål vedrørende denne investornyhed kan selskabets CEO, Jens Krohn, kontaktes på investor@scandinavian-medical.com. Tlf.: 60 55 60 90. 

Selskabets Certified Adviser er Norden CEF A/S. 

Scandinavian Medical Solutions A/S

Gasværksvej 48,1., DK – 9000 Aalborg

CVR-nummer: 39901749

Hjemmeside: www.scandinavian-medical.com

Selskabsmeddelelser, investornyheder, finansielle rapporter mv. kan findes på https://www.scandinavian-medical.com/pages/investors

Om Selskabet

Scandinavian Medical Solutions blev stiftet tilbage i 2018 med en mission om at facilitere bedre adgang til omkostningseffektivt og højkvalitets billeddiagnostisk udstyr globalt gennem specialiseret indkøb og videresalg af brugt billeddiagnostisk udstyr af høj kvalitet. 

MRI, CT og PET/CT-scannere er blandt det dyreste og mest komplekse udstyr, der findes på et hospital, og de tonstunge følsomme maskiner kan kun transporteres, samles og vedligeholdes af specialiserede fagfolk med erfaring og tekniske færdigheder. 

Derfor tilbyder Scandinavian Medical Solutions en komplet business til business løsning, som garanterer maskinens kvalitet og funktionalitet. 

Scandinavian Medical Solutions tilbyder hospitaler og klinikker verden over et tilgængeligt, pålideligt og bæredygtigt økosystem for handel med scanningsudstyr og skaber dermed grundlag for en cirkulær økonomi, hvor eksisterende materiel får nyt liv.

 

 


Download selskabsmeddelelse.pdf