Danish English
Offentliggjort: 2024-01-03 15:47:14 CET
North Media A/S
Investor Nyheder

FK Distribution køber og overtager softwareteknologi fra Aviou

Investornyhed

3. januar 2024

Den 1. januar 2024 har FK Distribution, der ejer tilbudsplatformen minetilbud, købt og overtaget softwarevirksomheden Avious aktiviteter indenfor publicering af online-kataloger og -tilbud. Investeringen er en del af FK Distributions strategi om at styrke minetilbuds position som Danmarks største tilbudsplatform med nye digitale tilbudsformater til de mere end 1,6 mio. brugere.

Med købet af Avious teknologi eksekverer FK Distribution, der er det største datterselskab i North Media-koncernen, på strategien om at styrke minetilbuds markedsposition. Platformen har i dag over 1,6 mio. brugere og mere end 100 mio. årlige læsninger af digitale tilbudsaviser og online-tilbud fra både detailhandel og e-commerce kunder.

Aviou-teknologien består af et online publikationsværktøj, der gør det nemmere for virksomheder at udgive digitale kataloger, håndtere og markedsføre tilbud og samtidig skabe en inspirerende brugeroplevelse. Ifølge Andreas Hald, adm. direktør FK Distribution, vil den nye teknologi indgå som en naturlig forlængelse af platformens eksisterende produktportefølje;

”Med købet af Avious aktiviteter åbner vi for nye muligheder, hvor kunder inden for detailhandel, direct-to-consumer brands og e-commerce blandt andet kan opdatere deres digitale katalog fra time til time, præsentere videoindhold og målrette indholdet mod den enkelte forbruger. Dermed giver vi oplevelsen af online-tilbud en ny dimension for både forbrugere og kunder.”

Formidler tilbud til de danske forbrugere
Målet med investeringen, der udgør et etcifret millionbeløb og omfatter overtagelsen af fem medarbejdere, er både at fastholde de nuværende brugere af minetilbud og at tiltrække nye kundetyper, herunder direct-to-consumer brands og e-commerce segmentet. 

”Vores fornemste opgave er at formidle tilbud til de danske forbrugere – både, når det handler om de fysiske tilbudsaviser og de digitale tilbud. Vi er derfor glade for at kunne give vores mere end 1,6 millioner brugere en ny og forbedret oplevelse af online-tilbud, og samtidig give flere kundesegmenter adgang til at præsentere deres produkter og tilbud til de danske forbrugere” fortsætter Andreas Hald.

Yderligere oplysninger:
Andreas Hald, Adm. direktør, FK Distribution, telefon +45 26 88 35 90

North Medias virksomheder driver platforme til transaktioner mellem erhvervsliv og forbrugere med særlig fokus på dagligvarer, lejeboliger, jobs og digitale adgangsløsninger. FK Distribution er Danmarks førende distributør af tilbuds-og ugeaviser, driver den digitale platform minetilbud og leverer logistikydelser. SDR Svensk Direct Reklam distribuerer tilbuds- og ugeaviser i Sverige. BoligPortal er Danmarks største formidler af lejeboliger og services til udlejere og lejere. Ofir formidler jobs i Danmarks bredeste univers. Bekey giver digital adgang til låste opgange og hoveddøre for hjemmeplejen og leverandører af dagligvarer, måltidskasser m.fl.